Saskia Peinow & Lise Bjerre Schmidt præsenterer i det følgende projektet "Gaden Finder Vej", som er udarbejdet i forbindelse med den tredje runde af Open Call.
Gaden Finder Vej er et kunst- og arkitekturprojekt, som er groet ud af den nuværende krise og dens effekt på det offentlige rum i form af tomme butikslokaler, stagnerede renovationer og halvfærdige byggeprojekter.
Som svar på de kritiske tilstande tager vi med dette projekt fat i det tomme, det uudlejede, eller det som ikke kan betale sig at renovere og foreslår at man griber potentialerne og omdanner de ubenyttede faciliteter til midlertidige arbejds- og udstillingsrammer for en kunstnerisk praksis.
Metode
Vi har taget udgangspunkt i det inaktive på Jægersborggade og etableret en række udstillingssteder der evner at flytte hen, hvor det næste uattraktive, tilfældige, midlertidige og helt eller delvist ubrugelige tomrum er. På den måde opstår der et dynamisk ’galleri’, som fremviser byens tomrum og giver mulighed for at fremvise netop i kraft heraf.
Formål
Med Initiativet vil vi dyrke kunst og arkitektur som en værdi i forhold til at udvikle og aktivere et offentligt rum og ikke som en efterfølgende dekoration i rummet. Formålet er derfor ikke at opføre en række små white cube gallerier på tilfældige steder i byen, men derimod at skabe et initiativ, hvor kunstnere og arkitekter definerer og udvikler et steds potentialer gennem deres arbejde.
Den krise, som projektet – og de enkelte værker – udspringer af kan være af finansiel-, æstetisk eller social art og udspille sig i forskellig målestok – fra et gigantisk område som Ørestad ned til en enkelt vinduesramme. Væsentligt er det, at der er tale om at offentlige arealer/rum ofte ligger inde med ubenyttet potentiale.
Med initiativet Gaden Finder Vej vil vi udvikle nye udstillingsformer i feltet mellem kunst og arkitektur ved at inddrage det offentlige rums arkitektur og gøre det til en del af værket. Konkret anvender vi eksisterende steder og inviterer arkitekter og kunstnere til at fremvise, diskutere og påvirke det givne sted gennem deres arbejde og ikke mindst lade stedet påvirke deres arbejde.
Vi mener at der i arbejdet med det offentlige rum kan opstå interessante sammenstød mellem værk, undersøgelse og sted. Sammenstød som kan udvikle vores offentlige rum igennem den kunstneriske udfordring.
Pilotprojektet “Gaden Finder Vej” og udspiller sig i Jægersborggade på Nørrebro. Gaden er 330 meter lang og huser landets største andelsboligforening. Fordi gaden stort set består af én samlet andelsforening, er det muligt at føre projektet ud i en målestok, som gør at pilotprojektet kan danne eksempel for lignende større offentligt byrum, hvor et projekt som dette kan få betydning for stedets nutid og fremtid.
Jægersborggade befinder sig i et økonomisk- og socialt spændingsfelt. Gadens forvandlingskoefficient er skyhøj - der er permanent byggerod - krisen kradser og lokaler fyldes og tømmes konstant. Udstillingsstederne opstår løbende i gadens inaktive rum og synliggør og følger gadens takt. Projektet kommer konkret til udtryk i en række udstillinger i hele gadens længde, mellem husene, på butiksskilte, i kælderrum, i butiksvinduer og langs husmuren.
Strategi
Gaden Finder Vej har potentiale for at kunne operere i feltet mellem kunst og byplanlægning og begunstige begge felter. Derfor er det væsentligt for os at føre projektet ud i et større skalatrin. Projektets udvikling udspiller sig i tre skalatrin, hvor det bliver ført fra gadeplan, over bydelsplan til at omhandle større dele af København.
De to første trin er midt i en realisering. Jægersborggade beriges allerede nu månedligt med stedsspecifikke værker, udført af et bredt spektrum af kunstnere. Andet trin udspiller sig i Sydhavn i et samarbejde med boligselskabet KAB.
Tredje trin er at skabe et digitalt atlas over byens tomhed. Informationerne gøres tilgængelige via et website, dels som en kortlægning af det inaktive og som en portal, hvor kunstner, bygherre og borger kan gå på opdagelse i byens tomrum - og det der sættes i stedet.