I 2009 og 2010 gennemførte Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum projektet Open Call.
Formålet var at fremme, synliggøre og diskutere det udvidede kunstneriske praksisfelt, som er vokset frem af samtidskunstnernes udvidede og ændrede tilgang til behandlingen af offentligt rum. Der blev etableret en idébank for samtidskunst i det offentlige rum – en idébank for idéer og visioner, der fornyr diskussionen af kunstneriske strategier, metoder og opgaver.
Initiativet til Open Call udsprang af samtidskunstnernes udvidede og ændrede tilgang til behandlingen af offentligt rum, der ikke manifesterer sig i en ensartet metode eller særlig udtryksform. Her kan således være tale om strategier for såvel en permanent kunstnerisk bearbejdning som for en midlertidig fremtræden. Praksisfeltet undersøger den specifikke kunstfaglige aflæsning af verden ved konkret at udfordre, kommentere eller gribe ind i det offentlige rum. Samtidig udviskes eller forskydes grænsen mellem kunst og virkelighed - og mellem kunstner og publikum ofte. Her er tale om en bred vifte af initiativer - fra tværfaglige samarbejder, videnskabelig research, bistandsprojekter eller utraditionelt byggeri. Uanset form er ønsket at skabe sprækker i virkeligheden, hvori nye erfaringer kan opstå, og hvori anderledes aflæsninger af det konkrete kan incitere til en redefinering af det offentlige rum.
Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum ønskede at fremhæve denne løbende fornyelse ved at indkalde idéforslag og visioner fra professionelle billedkunstnere, lydkunstnere, designere, kunsthåndværkere, arkitekter, landskabsarkitekter m.fl. med erfaringer fra og kvalificerede synspunkter på kunstnerisk strategi og praksis i forbindelse med det offentlige rum.